Vera Gebuhr

Efter at have haft en mindre rolle i en turnéudgave af farcen Pigernes Jens, vendte Vera Gebuhr tilbage til hjembyen Odense, hvor hun i 1935 blev optaget på elevskolen ved Odense Teater sammen med blandt andre den jævnaldrende Bodil Kjer.

Få måneder senere fik Vera Gebuhr en bærende rolle i teatrets opsætning af Morten Korchs Troldsmeden (1935) som Troldsmedens datter, Hanne, der skal agere mægler mellem to stridende parter. Mange år senere fremhævede Vera Gebuhr i et interview det personlige takkebrev, hun efter premieren havde modtaget af Morten Korch.

Med intentionen om at lære mere søgte Vera Gebuhr mod København. Mens hun arbejdede som statist ved Det Ny Teater, blev hun af skuespilleren John Price opfordret til at søge ind på elevskolen. Herefter læste Vera Gebuhr hos Price. I maj 1937 bestod hun optagelsesprøven til Det Kongelige Teaters Elevskole, hvorfra hun dimitterede i 1939.

Som udklækket skuespillerinde indløb et tilbud fra Folketeatret, hvor Vera Gebuhr i december 1939 fik sin officielle debut i Henrik Ibsen-dramaet Brand. Præstationen som den fyrige Gerd, der bor i de norske fjelde, fik blandede ord med på vejen fra datidens anmelderkorps. Alligevel betonede de samme teaterkritikere hendes talent og kunstneriske udviklingsmuligheder.

På elevskolen havde Vera Gebuhrs lærer, Holger Gabrielsen, forberedt hende på, at gennembruddet muligvis lod vente på sig med ordene: ”Din tid vil komme, Vera.” Heri lå en erkendelse af, at hun med sit mørke ydre; den markante ansigtsprofil og de udtryksfulde brune øjne ikke umiddelbart repræsenterede datidens klassiske ideal som den lyse, renfærdige kvinde.

Det kunne derfor virke som et mindre paradoks, at Gebuhrs første store opgave på Odense Teater havde været som den samlende kvindefigur i Morten Korchs univers. Ikke desto mindre forekom Vera Gebuhr med sin udstråling velegnet til en række karakterroller, der ofte ville falde sent i karrieren.

At Vera Gebuhr ikke umiddelbart kunne sættes i bås som blond heltinde, åbnede et mulighedsrum for at træde ind i et afvekslende rollefag. Efter den officielle debut blev Gebuhr knyttet til Folketeatret, hvis ensemble hun var en del af de næste 25 år. Hvor Gebuhrs første år på Folketeatret kunne betegnes som stilfærdige, viste hun sig som en træfsikker scenekunstner, der med stabilitet og troværdighed i spillet, bidrog til en forestillings samlede helhed.

At Vera Gebuhrs udtryk kodede for en farlig dristighed blev udnyttet i hendes første filmhovedrolle som den sensuelle tjenestepige Lise i Karl Gjellerup-filmatiseringen Møllen (1943). I dette højspændte og symbolladede melodrama trådte Vera Gebuhr frem som en tydelig femme fatale. Her sås en karakter, der ikke kun var social mønsterbryder, men en beregnende antagonist, parat til at bruge sin seksuelle kapital i forhold til mændene i sit liv.

En ankermand i forhold til Gebuhrs tidlige filmkarriere blev instruktøren Ole Palsbo. I hans spillefilmsdebut Diskret Ophold (1946) tegnede Vera Gebuhr effektivt sin karakter som den forsmåede og forelskede husbestyrerinde til den unge, flotte distriktslæge i Bjørn Watt Boolsens skikkelse. Husbestyrerindens situation som en bitter, uforløst bejler levede ikke mindst, fordi Vera Gebuhr udlagde rollen med en egen sans for kølighed.

Generelt havde Vera Gebuhr et gehør for figurer med kant. I Ole Palsbos næste filmdrama Ta’ hvad du vil ha’ (1947) havde hun en mindre, men interessant rolle, vittigt og præcist turneret i samspil med blandt andre Helle Virkner. Her var Gebuhr som den uskyldige gymnasiepige Brittas livlige veninde ikke bange for at røbe sine rige erfaringer med det modsatte køn.

Vera Gebuhrs sceniske gennembrud kom i 1950 som Catherine Sloper i dramatiseringen af Henry James-romanen Arvingen på Folketeatret. Pressens anmeldere hæftede sig ved, at Vera Gebuhr byggede sin præstation op omkring rollens underliggende lag uden at afsløre alle karaktertræk på én gang. Det gav Gebuhrs præstation substans og nerve, at hun derimod gradvist gennem forestillingen udfoldede en kvinde i udvikling: Fra det gråmelerede og kejtede udtryk til mod slutningen at stå op for sig selv og tage vare på sin skæbne uden at ryste på hånden.

Kursen i retningen mod nye karakteropgaver på Folketeatret blev synligt i de følgende år. Komedien Dans under Stjernerne (1950) af Jean Anouilh var ingen undtagelse. Heri så publikum Vera Gebuhrs tragikomiske evner som den kølige og overlegne rigmandsdatter Diana, mens hun i Leck Fischers familiedrama Manden i månen (1951) markerede sig som den moraliserende søster, Nancy. Anderledes munter og let var tonen i klunkestilskomedien Den kære Familie (1953), hvor hun spillede familiens ældste datter, Elise. Præstationerne i Den kære familie og Manden i månen gentog hun senere i hørespilsudgaver for Radioteatret. Fra samme periode fremhævedes hun for fortolkningen af Olivia i Shakespeares Helligtrekongersaften (1956).

Vera Gebuhrs teaterliv gik ind i en ny og interessant fase efter afskeden i 1964 med Folketeatret. Den hidtil uvante tilværelse som freelanceskuespiller på de større og mindre scener gav hende et kunstnerisk rygstød med anderledes og til tider overraskende teateropgaver til følge. Det gav karrieren en ny dynamik – og stadigt i et alsidigt repertoire.

I 1973 vendte hun tilbage til sit udgangspunkt med en visit på Odense Teater i Alverdens rigdomme af Eugene O’Neill. Som den dominerende og skinsyge svigermor fik Gebuhr med denne modne kvinderolle vist klare nuancer i et spil, der bevægede sig mellem det drømmende og livets nære realiteter. Senere fulgte portrættet af den selvbevidste fru Sørby i Henrik Ibsen-dramaet Vildanden (1978) på Hvidovre Teater – en rolle, hun tidligere havde spillet på tv.

Størst gennemslagskraft på tv fik hun uden tvivl som den neurotiske frøken Jørgensen i Lise Nørgaard og Erik Ballings successerie Matador (1978-1982). Præstationen står som et af de ubestridte højdepunkter for Vera Gebuhr. Hendes fortolkning af rollen blev en personificering af det ensomme liv i provinsen, sådan som det var tilfældet i Korsbæk. Uden blusel demonstrerede Vera Gebuhr denne ubodelige ensomhed således, at ingen tvivlede på frøken Jørgensens ulykkelige skæbne. Konsekvent og indlevende havde Gebuhr karakterens nyfigne og emsige træk, men med en vægt på at gennemspille frøken Jørgensens urolige, nervebetonede væsen. Sitrende viste Vera Gebuhr et uforløst, overset menneske konstant på kanten til at krakelere.

Da 1980’erne bød på fornyende teaterudspil, blev det publikums held, at Vera Gebuhr var med på tidens eksperimenter. Et mindeværdigt øjeblik blev hendes medvirken i Rialto Teatrets banebrydende opsætning Det var en lørdag aften (1983). Overfor Preben Kristensen i hans gennembrudsrolle som den homoseksuelle Arnold, markerede Vera Gebuhr sig skarpt som Arnolds snæversynede mor.

Gennem de senere år udfyldte hun særligt roller, der var båret af temperament, karakterstyrke og en vis fandenivoldsk aura. Imidlertid skulle man ikke undervurdere den næsten latente humor og tragikkomik, som samtidig var en del af hendes karaktertegning. Hvis en rolle yderligere bar antydninger af det sofistikerede, var det kun en fordel. Således tog hun også livtag med den britiske komedietradition i form af Noel Cowards Sidste akt (1981), hvor hun på Amager Scenen indgik i et vittigt samspil med en række brillante, ligeværdige og jævnaldrende kvinder.

Doseringen mellem det hårdføre og vittige forløste Vera Gebuhr med nærvær som den skarpe – og skrappe – mor i Thomas Bernhards monologdrama Ved målet (1990) på Café Teatret. Gebuhrs fortolkning af den krævende rolle blev mødt af mange superlativer hos anmelderne.

Ikke kun på scenen, men også på film gav Vera Gebuhr de senere år liv til en håndfuld kradsbørstige kvindeskikkelser: Som den brøsige mor i den Oscarnominerede kortfilm Wolfgang (1997), mens hendes fortolkning af Asta Nielsen i spillefilmen Afgrunden (2004) fremstod som et isnende portræt, tilsat divamanerer og en ramsaltet bitterhed over at være endt som den glemte stjerne fra stumfilmens dage.

Det var ikke mindst inden for 1990’ernes nye danske dramatik, der var bud efter Vera Gebuhr. Tilbagevendt på Det Kongelige Teater tegnede hun i Peter Asmussens eksistentielle debutdrama, Ungt blod (1993), en levende karakter som den skvaldrende veninde til gammeljomfruen Sigrid, spillet af Karen Margrethe Bjerre.

Hun overraskede som den hashrygende bedstemor, Ilse Knudsen i Bo hr. Hansens Johns åbenbaring (1997) på Bådteatret. Energisk og vitalt gav hun den som familien Knudsens bramfrie alderspræsident, mens hun i Adam Prices generationskrønike Scener fra et århundrede (1999) på Gladsaxe Teater havde rollen som oldemor.

I en alder af 85 år kunne Vera Gebuhr endnu opleves på scenen, blandt andet som den gamle barnepige i Tjekhov-dramaet Onkel Vanja (2001) på Det Kongelige Teater.

I 1945 giftede Vera Gebuhr sig med forfatter, journalist og teaterinspektør Palle Fønss (1915-1962) – et ægteskab, der varede til hans død i 1962. Sammen er de forældre til en datter. Fra 1965 var Vera Gebuhr gift med civilingeniør Thomas Vrang (1910-2005).

Vera Gebuhr blev to gange nomineret til Teaterpokalen. Første gang i 1990 for sin præstation i Ved målet på Café Teatret og anden gang i 1997 for sin indsats i Johns åbenbaring på Bådteatret. I 1997 modtog Vera Gebuhr Preben Neergaards Hæderslegat, mens hun ved Copenhagen International Film Festival i 2003 blev tildelt prisen Lifetime Achievement Award for sit portræt af Asta Nielsen i spillefilmen Afgrunden.

• teater i Danmark
• Matador
• Folketeatret
• Odense Teater

• Vera Gebuhr