Transsylvanien

I områdets centrale del ligger den store, dyrkede og relativt ujævne Transsylvanske Højslette i 400-600 meters højde. De større floder, bl.a. Mureş og Someş, løber fra bjergene og sletten mod vest til Tisza. Karpaterne gennemskæres af dybe floddale, og de høje tinder omkranses af store skove.

Mod sydøst ligger byen Braşov ved Prahovadalen, som slynger sig sydpå igennem bjerglandskaber, hvoraf flere har skisportssteder som Predal og Sinaia. Făgăraşbjergene med de mange glaciale søer er en del af De Sydlige Karpater og afgrænses mod vest af floden Olt. Ved en biflod til Olt findes en af egnens store industribyer, Sibiu. Nord for Olt ligger flere middelalderlige saksiske byer, mange befæstede og med smukke bymiljøer og kirker. Sighişoara, der har en velbevaret bymur med ni tårne, ligger i bakkelandet et stykke længere mod øst.

Nordligere ved Mureş ligger den gamle garnisonsby Târgu Mureş som en forpost til Székelyområdet, det østlige Transsylvanien. Her bor den største koncentration af ungarere; i byen Gheorgheni 75 km øst for Târgu Mureş er den altovervejende del af befolkningen ungarsktalende.

Industribyen og det kulturelle center Cluj-Napoca dominerer det nordlige Transsylvanien, som er relativt upåvirket af forandringerne i det øvrige Rumænien. I det sydvestlige Transsylvanien strækker højsletten sig op i Apusenibjergene og Retezatbjergene, som er en vestlig del af De Sydlige Karpater.

Skovbrug samt guld- og kobberminedrift har været vigtige erhverv i Transsylvanien i århundreder. Desuden findes der betydelige forekomster af naturgas.

Transsylvanien har været beboet siden ældre stenalder. Den første kendte statsdannelse i området var dakernes kongerige, der i 106 e.v.t. blev indlemmet i Romerriget. Den dakiske befolkning blev underkastet en kraftig romanisering, inden kejser Aurelian i 271 så sig nødsaget til at rømme provinsen Dacia under pres fra de fremtrængende gotere. Arkæologiske undersøgelser tyder på, at en væsentlig del af den dakisk-romerske befolkning, dvs. rumænernes forfædre, blev boende i området.

Transsylvanien blev i 1000-tallet en del af kongeriget Ungarn og fik til opgave at værne riget mod steppefolkene i øst. Derfor blev den ungarske befolkningsgruppe szeklerne i 1100-tallet bosat i det sydøstlige grænseland, som stadig kaldes Szeklerland. Området består af de tre amter Covasna, Harghita og Mureş, hvor szeklerne udgør befolkningsflertallet.

Samtidig skete der en betydelig indvandring af de såkaldte saksere, dvs. tyske bønder, købmænd, håndværkere og bjergværksarbejdere. Den ungarske adel, szeklerne og sakserne blev i lovgivningen defineret som tre privilegerede nationer, og de indgik i 1437 en politisk union, der var rettet mod de rumænske bønder og kom til at tjene som Transsylvaniens forfatning i 400 år.

Som følge af osmannernes erobringer nord for Donau blev Transsylvanien formelt en osmannisk vasalstat og adskilt fra det øvrige Ungarn; det var 1542-1688 et selvstyrende fyrstendømme med eget militærvæsen og statsoverhoved.

Efter osmannernes fordrivelse fra Ungarn blev Transsylvanien i 1691 indlemmet i Det Habsburgske Rige som en selvstændig enhed med egen folkeforsamling (diæt). Som resultat af Ausgleich blev Transsylvanien i 1867 inkorporeret i Ungarn. Den påfølgende magyariseringspolitik forstærkede nationalfølelsen hos det rumænske befolkningsflertal.

Den 1. december 1918 krævede Det Rumænske Nationalparti på et følelsesladet folkemøde i Alba Iulia, at Transsylvanien skulle sluttes sammen med Rumænien. En forsamling på 100.000 rumænere sendte anmodningen til Bukarest. Sammenslutningen blev straks gennemført, men den diplomatiske godkendelse kom først med Trianontraktaten 1920.

I hele mellemkrigstiden frem til 1940 var Transsylvanien en del af Storrumænien. I august 1940 blev Rumænien tvunget til at afstå den nordlige del af Transsylvanien til Ungarn ved det såkaldte Wienerdiktat, hvor Adolf Hitler og Ungarn gennemtrumfede beslutningen.

I en kort periode efter 2. Verdenskrig verdenskrig var den nordlige del af Transsylvanien under sovjetisk militærstyre, og senere opnåede hele området en vis autonomi frem til 1965. Derefter blev Transsylvanien en integreret del af Rumænien.