close

Reza Pahlavi er søn af Irans sidste shah, Mohammad-Reza Pahlavi, som blev væltet under den islamiske revolution i 1979. Siden da har han levet i eksil, de seneste mange år i USA. Bortset fra tidlige forsøg på at bringe monarkiet tilbage til Iran havde han ikke ladet høre væsentligt fra sig indtil krigen mod terror fra 2001, hvor han igen begyndte at arbejde for et regimeskifte. Særligt siden Kvinde, Liv, Frihed-protesterne i 2022 har han søgt at positionere sig som en kommende overgangsfigur, skulle præstestyret falde.

Det er uvist, præcist hvor omfattende opbakning Reza Pahlavi har blandt befolkningen i Iran og blandt den iranske diaspora. Men hans navn og billeder af ham høres og ses i stigende omfang i forbindelse med demonstrationer mod præstestyret både i Iran og uden for landets grænser.

Reza Pahlavis baggrund

BERJAYA

Reza Pahlavis far, shah Mohammad Reza Pahlavi, inden eksilet. En soldat kysser kongens fødder, og bag ham ses dronning Farah Diba. Foto fra 1979.

.

Reza Pahlavi var 19 år, da faderen Mohammad-Reza Pahlavi blev styrtet i 1979, og Pahlavi-familien flygtede i eksil; allerede året efter døde faderen, og Reza Pahlavi blev en slags kronprins-i-eksil. Pahlavi lever i Maryland, USA.

Pahlavi-familien har lige siden haft en tilværelse i stor velstand, sandsynligvis takket være de rigdomme faderen tog ud af Iran, da han forlod landet. Reza Pahlavi var under uddannelse til jagerpilot inden eksilet. Men så vidt vides har han aldrig haft et egentligt job eller konkret erfaring med ledelse. Ifølge journalister og historikere overførte CIA, i hvert fald i en periode i 1980’erne, et månedligt beløb til Reza Pahlavi. Han har sidenhen benægtet dette.

I begyndelsen prøvede han, uden succes, at gøde jorden for at bringe monarkiet tilbage til Iran. I 1982 var der således planer om et kupforsøg, der i begyndelsen havde opbakning fra det israelske kabinet og CIA. Planerne forblev dog urealiserede, og efterhånden var det kun nogle mindre eksiliranske tv-stationer, som dyrkede ønsket om en tilbagevenden til monarki i Iran.

Rebrandingstrategien

Dette begyndte imidlertid at ændre sig efter terrorangrebet den 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod terror. I USA styrkede Reza Pahlavi sine forbindelser til Republikanerne, de neokonservative tænketanke og israelske lobbyorganisationer. Da Vesten fra 2002 blev tiltagende bekymret for ​​Irans atomprogram, og Saddam Hussein blev væltet i nabolandet Irak i 2003, begyndte Pahlavi at arbejde mere målrettet for regimeskiftei Iran.

Fra 2010'erne og frem blev dette budskab forstærket af nye, velproducerede medier uden for Iran, særligt i USA og Storbritannien. Ved hjælp af disse medier, hvoraf nogle angiveligt var privatfinansierede, samt med en velorkestreret og omfattende kampagne på sociale medier opnåede Pahlavi og hans støtter en betydelig rækkevidde. Samtidig så man, ligeledes i visse eksilkredse, en tiltagende tendens til historisk revisionisme, hvor det gamle Pahlavi-regime blev forbundet med en udtalt nostalgi.

Pahlavis relation til Israel

BERJAYA
Eksiliranere i demonstration foran Israels konsulat i Los Angeles, USA, den 5. marts 2026.
Pro-Pahlavi demonstration i Los Angeles, marts 2026.
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

I april 2023 besøgte Reza Pahlavi Israel og fremlagde sin The Cyrus Accords for Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans efterretningsminister. Med aftalen lovede han på vegne af det iranske folk at knytte landet til Israel, når det i fremtiden blev fri af præstestyret.

Under Tolvdageskrigen i juni 2025 var der en omfattende israelsk propaganda på persisk, hvori man refererede til et iransk monarki som våben mod islamismen. Og under eksiliranske pro-Pahlavi demonstrationer i Vesten ses næsten altid israelske flag.

Pahlavis tilhængere i Iran

Trods en stigende popularitet blandt den iranske diaspora var det først med de store protestdemonstrationer fra december 2025 til januar 2026, at Pahlavi med sikkerhed også kunne siges at spille en rolle inden for landets grænser. Således så man tusinder af mennesker i gaderne, der råbte “Leve Shahen!” og ”Dette er det sidste slag, Pahlavi vender tilbage!”

Pahlavis voksende popularitet hang bl.a. sammen med et ønske om at genindføre monarkiet. Argumentet var, at det er naturligt med en monark i landet, som indtil den islamiske revolution havde kendt mere end 2.500 år med forskellige kongedømmer.

Andre tilhængere talte de iranere, som blot accepterede Reza Pahlavi som den eneste samlende oppositionsfigur. Her var argumentet, at han skulle fungere som en overgangsfigur frem mod frie valg eller en senere beslutning om fremtidig styreform.

Eksilprinsens modstandere

Over for Pahlavi-bevægelsen står præstestyret, Revolutionsgarden og sikkerhedsstyrkerne. Men dertil kommer også de stærkt troende iranere, som frygter, at et systemskifte vil true deres værdier. Saeed Jalili, den mest konservative kandidat i kampen om præsidentskabet i 2024, fik 13 millioner stemmer; hans mærkesag var at forsvare islamiske værdier i en tid med stigende sekularisering.

Modstand mod vestlig indblanding

Desuden er der de mange iranere, som ikke vil acceptere vestlig indblanding, uanset hvad de ellers mener om præstestyret. For dem er det påfaldende, at Pahlavi frem mod krigsudbruddet den 28. februar 2026 kraftigt opfordrede USA’s præsident Donald Trump til at følge op på sine trusler om militær intervention, samtidig med at den israelske efterretningstjeneste Mossad mere end hentydede til at være aktiv inden for Irans grænser.

Tvivl om Pahlavis lederevner

Endelig er der dem, der tvivler på, at Pahlavi er i stand til at lede et folk. Trods de tusindvis af iranere på gaden er der væsentlige elementer i Pahlavis plan, der ikke er blevet realiseret. Eksempelvis erklærede Pahlavi i juli 2025, at han havde samlet 50.000 afhoppere fra det iranske regime og dets væbnede styrker. Men i februar 2026 havde ingen af disse endnu manifesteret sig, og demonstranterne stod alene overfor sikkerhedsstyrkernes blodige undertrykkelse. Og Pahlavis opfordring til generalstrejke i olieindustrien i februar 2026 blev ikke efterfulgt.

Reza Pahlavis symbolværdi

En kronprins og et kongehus har stor symbolsk værdi for iransk nationalisme; og den bredt forankrede folkebevægelse mod den islamiske republik har brug for en samlende figur.

Oprøret i 2025-2026 er det hidtil største i landet siden revolutionen i 1978-1979, men det har ulmet og været i periodevis udbrud siden 2017. Baggrunden er en dyb utilfredshed med regimet og dets politik og ideologi, desperation over den økonomiske diskussion og et ungdoms- og kvindeoprør for frihed og værdighed. Oprøret går på tværs af Irans sociale, etniske og regionale forskelle. Og “Pahlavi” synes at være et nøgleord for forandring.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig