Novemberforfatningen

Som følge af internationale forhandlinger mellem den danske regering og de europæiske stormagter efter Treårskrigen, var den danske regering blevet pålagt at holde det danske monarki, der bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, samlet i én enhed. I Januarkundgørelsen fra 1852 fremstillede regeringen Bluhme sine planer for, hvordan en sådan enhed skulle styres. Regeringen stillede her en helstatsforfatning i udsigt, der skulle regulere det danske monarkis fælles anliggender, primært forsvars-, told- og udenrigspolitik. En sådan forfatning blev virkelighed med Helstatsforfatningen 2. oktober 1855.

Helt fra begyndelsen blev forfatningen problematiseret af de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg for at være et brud på forbundsakten for Det Tyske Forbund, som begge hertugdømmer var medlem af. I 1858 bekendtgjorde den danske regering, at Helstatsforfatningen ikke længere skulle gælde for hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, der begge var medlemmer af Det Tyske Forbund, der hævdede, at forfatningen var ugyldig. Dermed gjaldt Helstatsforfatningen kun for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.

Problemerne med at skabe en forfatningsmæssig enhed for det danske monarki og sammenbruddet af regeringens balancepolitik over for slesvig-holstenerne og de tyske magter foranledigede, at regeringen den 30. marts 1863 udstedte Martskundgørelsen, der udsondrede de holstenske og lauenborgske militærenheder fra de danske og slesvigske og stillede Holsten og Lauenborg en fri forfatning med lovgivende parlament i udsigt.

Den 29. september 1863 fulgte regeringen C.C. Hall dette skridt op ved at forelægge et forslag til ændring af Helstatsforfatningen for Rigsrådet. Det primære formål var at ændre Rigsrådets sammensætning. Forfatningen blev vedtaget af Rigsrådet den 13. november.

Novemberforfatningens væsentligste ændring var Rigsrådets sammensætning, der til en vis grad blev demokratiseret. Rigsrådet blev en mellemting mellem Rigsdagen i den demokratiske Junigrundlov af 1849 og Rigsrådet i den konservative Helstatsforfatning. Fra kun at have bestået af et kammer, blev Rigsrådet nu, ligesom Junigrundlovens Rigsdag, delt i to kamre. Folketinget blev valgt ved den samme almindelige valgret, som Rigsdagens Folketing. Landstinget derimod overtog Helstatsforfatningens krav om høj indtægt eller skatteindbetaling som betingelse for valgret til 65 af tingets 83 medlemmer. De sidste 18 blev valgt af kongen.

Rigsrådet fik nu initiativret til lovgivning, hvilket det ikke havde haft under Helstatsforfatningen.

Ellers forblev Rigsrådets rolle tilbagetrukket og regeringen dermed efterladt med et markant råderum på de fælles anliggenders område. Rigsrådet skulle ikke, som det var i Junigrundloven, vedtage finansloven hvert år, men havde kun mulighed for hvert andet år at vedtage tilføjelser til det såkaldte normalbudget. Normalbudgettet var et fast økonomisk udgangspunkt for regeringen på de fælles anliggenders område. Det efterlod Rigsrådet uden det samme bevillingsmæssige pressionsmiddel over for regeringen, som Rigsdagen ifølge Junigrundloven var i besiddelse af på de særlige anliggenders område.

Derudover skulle Rigsrådet kun mødes hvert andet år i modsætning til Rigsdagens årlige samlinger.

Til trods for de tyske beskyldninger og mange senere historiske fremstillinger var Novemberforfatningen forfatningsretsligt ikke en inkorporation af Slesvig i Danmark, da antallet af fælles anliggender forblev uændrede. Den var heller ikke en del af den udsondring af Holsten og Lauenborg, som kundgørelserne fra 1858 og 1863 havde bidraget til. Ikke desto mindre kunne Novemberforfatningen ses som et skridt på vejen mod en sammensmeltning af Danmark og Slesvig og blev også af mange, både tilhængere og modstandere forstået sådan i samtiden.

Ændringen af den hidtidige Helstatsforfatning, der siden 1858 kun gjaldt for Danmark og Slesvig, blev i Tyskland og af danske helstatsfolk set som et udtryk for, at regeringen arbejdede målrettet for at inkorporere hertugdømmet Slesvig i kongeriget Danmark. Dette ville være en opgivelse af forpligtelsen til at få helstaten til at fungere som en helhed, hvilket den danske regering ellers havde forpligtet sig til i de internationale aftaler, der blev indgået umiddelbart efter Treårskrigen.

Vedtagelsen af Novemberforfatningen blev på den vis brugt af den prøjsiske kansler Otto von Bismarck som påskud for den 2. Slesvigske Krig i 1864, der førte til tabet af Hertugdømmerne.

Med nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig blev Novemberforfatningen overflødig, da der nu ikke længere var forskel på det territorium, som Junigrundloven og Novemberforfatningen gjaldt for. I Rigsrådets Folketing fremsatte venstremanden Balthazar Christensen det synspunkt, at Novemberforfatningen dermed var ugyldig, fordi Rigsdagens betingelse for at vedtage grundlovsindskrænkningen og Helstatsforfatningen i 1855 var, at grundlovsindskrænkningen ”kun kan gælde så længe, som Fællesforfatningen bliver opretholdt i anerkendt kraft og virksomhed”. Denne betingelse havde regeringen dog aldrig anerkendt, og i Rigsrådets Landsting hævdede den nationalliberale Orla Lehmann det modsatte: At Novemberforfatningen fortsat eksisterede, til den var blevet afskaffet.

Regeringen gav Lehmann ret og fremlagde i december 1864 et grundlovsforslag, der havde til formål at smelte Junigrundloven og Novemberforfatningen sammen, så alle politiske anliggender kun blev reguleret af en grundlov og et parlament. Dette forslag skulle vedtages af både Rigsrådet og Rigsdagen for at kunne blive grundlov. Resultatet blev Danmarks Riges gennemsete Grundlov (1866-grundloven), som blev underskrevet af kong Christian 9. den 28. juli 1866. Den afløste både Junigrundloven og Novemberforfatningen.

Både sammenhængen mellem Novemberforfatningen og krigsudbruddet i 1864, men også Rigsrådets mindre demokratiske sammensætning og dermed konservative indflydelse på udformningen af 1866-grundloven har givet Novemberforfatningen et blakket ry. I årene efter nederlaget blev den jævnligt omtalt som ”den ulykkelige forfatning”.

Den blev af de nationalliberales modstandere, ikke mindst helstatsfolkene, fremstillet som et ejderpolitisk tiltag. I historieskrivningen vandt det med tiden indpas fejlagtigt at fremstille Novemberforfatningen som en inkorporation af Slesvig i Danmark. Den blev dermed brugt som udtryk for det dansk-nationalistiske overmod, som fra flere sider blev hævdet som årsagen til nederlaget i 1864 og dermed også til det smertelige tab af de danske nordslesvigere.

• Danmark – forfatning
• Danmarks Riges Grundlov
• Danmarks historie 1814-1900
• Helstatsforfatningen
• Junigrundloven