NextGenerationEU

Efter anmodning fra Frankrig og Tyskland fremlagde Europa-Kommissionen et genopretningsinstrument i maj 2020. Det nye initiativ fik af Kommissionen navnet ’NextGenerationEU’ og blev præsenteret som et led i forhandlingerne om EU's endelige flerårige finansielle rammeprogram for 2021-2027.

Med et budget på 806,9 milliarder euro (2020-priser) sigter NextGenerationEU mod at afbøde de økonomiske og sociale konsekvenser af Covid-19-pandemien. Samtidig og i forlængelse heraf skal instrumentet bidrage til at sikre et grønnere, mere digitaliseret samt socialt og økonomisk mere modstandsdygtigt EU for fremtidige generationer.

I perioden lige før NextGenerationEU blev fremlagt, gik Italien som nævnt stærkt ind for indførelsen af euroobligationer i lyset af Covid-19-pandemien, der ramte landet hårdt, ikke mindst i regionen omkring Bergamo, der blev det europæiske epicenter for den igangværende pandemi. I et fælles forslag havde Italien og Frankrig foreslået et EU-initiativ med "reelle budgetoverførsler" for at afbøde virkningerne af covid-19-pandemien, dvs. tilskud snarere end lån. På denne baggrund trådte Tyskland ind på scenen i en klassisk tandem med Frankrig med et forslag til et EU-initiativ med tilskud såvel som lån. På grundlag af dette tysk-franske initiativ opstod Kommissionens NextGenerationEU-forslag.

Det forhold, at solidarisk hæftelse ikke gælder direkte for de enkelte medlemsstaters gæld, er en afgørende faktor for, hvorfor Tyskland støttede NextGenerationEU, men var imod udstedelsen af euroobligationer – de såkaldte coronaobligationer – som allerede var blevet foreslået af en koalition af ni EU-lande i marts 2020.

Dette forslag gik ud på, at EU skulle udstede euroobligationer, som skulle fungere som en sikkerhed, hvorigennem medlemsstaterne kunne optage lån til at refinansiere deres gamle gæld. Et sådant initiativ om euroobligationer stod i skarp kontrast til de ordoliberale principper, da EU dermed ville risikere moral hazard-problemer, hvor de forgældede sydeuropæiske medlemsstater kunne reddes af eksempelvis Tyskland og dermed de facto belønnes for deres økonomiske uansvarlighed før Covid-19-krisen.

Forslaget blev ikke gennemført på grund af modstand ikke kun fra Tyskland, men også fra Østrig, Finland, Nederlandene og Danmark. I stedet blev medlemsstaterne enige om NextGenerationEU.

NextGenerationEU består af en række særskilte delprogrammer. Det helt centrale element i NextGenerationEU er genopretnings- og resiliensfaciliteten, som stiller 728,8 milliarder euro (2020-priser) til rådighed for EU-landene som lån eller tilskud til finansiering af investeringer, der opfylder instrumentets overordnede mål. De 728,8 milliarder euro fordeles til EU-landene via en kombination af tilskud (338 milliarder euro) og lån (358,8 milliarder euro).

De resterende midler – op til de 806,9 milliarder euro – går til en række eksisterende EU-programmer og fonde, fx en fond til støtte for den grønne omstilling og et EU-program til forebyggelse af fremtidige sundhedskriser. Aftalen om NextGenerationEU blev endeligt vedtaget 14. december 2020 med Rådets godkendelse af forordningen om EU's flerårige finansielle ramme.

Hele NextGenerationEU finansieres ved, at Europa-Kommissionen optager lån på kapitalmarkederne på vegne af EU-medlemsstaterne. Dette vil ske til rentesatser, der er betydeligt lavere end (nogle, men ikke alle) de enkelte medlemsstater selv ville være i stand til at opnå. I artikel 6, stk. 2, i Rådets beslutning om NextGenerationEU hedder det, at ”tilbagebetaling af hovedstolen af de lånte midler [...] og de dermed forbundne renter afholdes over Unionens budget". I artikel 6, stk. 2, præciseres det også, at disse midler "skal være fuldt tilbagebetalt senest den 31. december 2058."

Finansieringen af NextGenerationEU virker på flere måder som et nyt gennembrud i EU's økonomiske politik, som hidtil ofte har været kendetegnet af en ordoliberal tilgang. I årtier har ikke mindst den tyske regering kæmpet hårdt mod alt, hvad der mindede om en introduktion af euroobligationer udstedet af Europa-Kommissionen på vegne af alle EU-medlemsstater. Nu støttede selv den ordoliberalt indstillede tyske regering gældsgrundlaget i NextGenerationEU.

Det skal dog med, at tilbagebetalingen af den fælles ’coronagæld’ er en fast udgift på EU-budgettet. Medlemsstaterne hæfter kun via EU's egne indtægter, dvs. de bidrag baseret på bruttonationalindkomsten, som hvert medlemsland overfører til EU-budgettet. Foranstaltningerne er også udtrykkeligt midlertidige og har begrænset rækkevidde.

Samtidig er det i forbindelse med oprettelsen af NextGenerationEU vigtigt at bemærke, hvordan bl.a. kansler Angela Merkel i 2020 italesatte de økonomiske og sociale udfordringer i forbindelse med covid-19-krisen som værende af ekstraordinær, historisk karakter.

Desuden pegede både hun og den daværende tyske finansminister Olaf Scholz flere gange på risikoen for, at EU's indre marked langsomt ville gå i opløsning, hvis ikke der blev truffet de nødvendige foranstaltninger.

Som forventet, når ordoliberalismen dominerer, blev accepten af NextGenerationEU efterfulgt af erklæringer i Det Europæiske Råd i juli 2020 om, at "den ekstraordinære karakter af den økonomiske og sociale situation som følge af Covid-19-krisen kræver ekstraordinære foranstaltninger til støtte for genopretningen og modstandsdygtigheden i medlemsstaternes økonomier."

• EU
• ordoliberalisme