Joseph Goebbels

Joseph Goebbels voksede op i et katolsk småborgerhjem i Rhinlandet. Medfødt var en klumpfod der gav ham mindeværskomplekser og betød, at han ikke deltog i første verdenskrig. Han studerede germanistik og filosofi og blev i 1922 dr.phil. (svarende til nutidens ph.d.) på en afhandling med et litteraturvidenskabeligt emne, det romantiske drama. Han søgte forgæves at få arbejde som journalist. Da Nazistpartiet, NSDAP, genopstod i 1925, meldte han sig straks ind. Han kom til at spille en rolle i Gau Rheinland-Nord og redigerede magasinet Nationalsozialistische Briefe (Nationalsocialistiske Breve).

I begyndelsen tilhørte han partiets venstrefløj, ledet af brødrene Gregor og Otto Strasser, der forsøgte at forbinde ekstrem nationalisme og antisemitisme med en vis kapitalismekritik og et socialt program. Sine forbehold overfor den i hans øjne mere reaktionære og højreorienterede Adolf Hitler opgav han dog hurtigt. Allerede fra 1926 af var Goebbels en af Hitlers nærmeste kampfæller og beundrede sin 'fører' næsegrus med en nærmest erotisk betagelse.

I 1926 blev Goebbels sendt som Gauleiter til Berlin, hvor det Bayern-baserede NSDAP stod svagt. Han var stærkt medvirkende til at udvikle den aggressive propaganda og spektakulære politiske stil, som gjorde NSDAP synligt i det ellers "røde" Berlin. I 1928 blev Goebbels valgt ind i Rigsdagen og fik dermed politisk immunitet. Året efter blev han udpeget til partiets rigspropagandaleder, men lå dog længe i konkurrence med Alfred Rosenberg om udformningen af den nazistiske ideologi. Goebbels redigerede også den nazistiske avis Der Angriff (Angrebet). Hans dynamiske politiske stil og hadbaserede agitation kom til at præge nazisternes kamp mod Weimarsystemet og indbragte ham hyppige sagsanlæg for injurier.

Efter nazisternes succes ved valget til Rigsdagen i september 1930 skulle Goebbels i slutningen af november have været til København for at tale i Studenterforeningen. Københavns politimester Aage Fabricius-Hansen forbød ham dog at tale, angiveligt af frygt for kommunistiske demonstrationer. Så Goebbels besøgte aldrig Danmark.

Efter magtovertagelsen i 1933 fik Joseph Goebbels i marts posten som minister for folkeoplysning og propaganda. Han sikrede sig hurtigt — ofte i konkurrence med andre parti- og statsorganer — kontrol med pressen og kulturlivet. Han var vældig opmærksom på tidens nye medier radio og film og var igennem dem i stand til at tegne billedet af NSDAP som et moderne, dynamisk parti, trods dets reaktionære program. Især radioen brugte han med stort talent i den nazistiske propaganda.

Som kulturminister styrede Joseph Goebbels kulturlivet stramt. I 1935 oprettedes Reichskulturkammer med underkamre for de forskellige kultur- og kunstarter. Kulturkamrene bestemte, hvem der måtte udøve kunst og kultur og udelukkede systematisk jøder og kritikere af nazismen fra at optræde, udstille og publicere. Gennem kulturkamrene udøvede Goebbels en massiv politisk og æstetisk styring, der ensrettede medierne og de skønne kunster, så de tjente den nazistiske sag.

Han udnyttede desuden sin magtposition og et vist kvindetække til seksuel afpresning af kvindelige skuespillere. Mest kendt blev hans affære med den tjekkiske skuespillerinde Lída Baarová. Det var et forhold der mishagede Hitler. På initiativ af Madga Goebbels, som nogen gange spillede rollen som 'førstedame' ved 'førerens' side, stillede Hitler Goebbels over for det ultimative valg mellem magt og kærlighed. Goebbels føjede sig og droppede Lída Baarová.

En stor propagandasejr fejrede Goebbels i 1936 med Olympiaden i Berlin, Kiel og Garmisch-Partenkirchen. Her var ikke mindst Leni Riefenstahls film med til at give verden indtrykket af et dynamisk og tilforladeligt Tyskland, mens nazismens grundlæggende racisme og terroren mod anderledes tænkende og jøder blev usynliggjort.

Goebbels havde også held til at ensrette kunst- og kulturlivet. En del kunstnere blev drevet i 'emigration', dvs. mere eller mindre ufrivilligt eksil, mens ganske mange underordnede sig. Såkaldt utysk kultur blev forhånet fx med udstillingen Entartete Kunst i 1937 eller direkte forbudt, mens der blev investeret massivt i at fremme en konformistisk og figurativ, nationalt heroiserende æstetik. Her gav Goebbels afkald på sin oprindelige interesse for modernistisk kunst og tilpassede sig Hitlers konservative kunstsmag.

Jødiske kulturarbejdere blev udrenset og drevet på flugt eller henvist til kun at optræde for et lukket jødisk publikum. Værker af jøder, venstreorienterede og pacifister blev fjernet fra det offentlige rum, museerne og Tysklands biblioteker. Den 10. maj 1933 blev der i en række universitetsbyer arrangeret offentlige bogbrændinger med afbrænding af værker, der ifølge Goebbels og hans kulturfunktionærer repræsenterede "utysk ånd".

Goebbels iscenesatte og organiserede den såkaldte "Førermyte", dvs. den halvvejs religiøse kult omkring Hitler som Tysklands af 'forsynet' kaldede autoritære 'fører'. Førerkulten var med til at skabe opbakning til den tyske diktator og nazismens politik i den brede befolkning og ikke mindst i Tysklands eliter. Goebbels' lederartikler i ugeavisen Das Reich (fra maj 1940) talte specielt til veluddannede lag, der i stort omfang sluttede op om nazismen.

I tæt sammenhæng med propagandaen for nazismens politik og værdisæt stod Goebbels bag en række hadefulde kampagner vendt mod såkaldte fjender af folket og særligt mod jøderne: boykotten mod jødiske forretninger i april 1933, pogromen 9.-10. november 1938, siden kaldet Krystalnatten, en løbende strøm af hadefuld antijødisk agitation samt hetzfilmene Jud Süss(1940, Jøden Süss) og Der ewige Jude (1940, Den evige jøde). Som Gauleiter i Berlin havde Goebbels et mål om at gøre den tyske hovedstad "judenfrei" ("fri for jøder"), og han stod bag den første deportation af jøder fra Berlin i oktober 1941.

Efter det tyske nederlag i slaget ved Stalingrad i 1943 blev propagandaen især brugt til at holde moralen oppe og presse befolkningen til yderligere indsats i krigen. Den 18. februar 1943 var det Goebbels, der proklamerede "den totale krig" i en tale i Berlins Sportpalast. Det stærkt nationalistiske fokus blev nu udvidet med et europæisk perspektiv, idet krigen blev fremstillet som en forsvarskamp for "europæiske værdier" og "europæisk kultur" imod Sovjetunionens "jødisk styrede asiatiske horder". Paroler som "Europa arbejder for sejren", beregnet på at integrere de millioner af arbejdere, som Tyskland slæbte til landet som tvangsarbejdere, vandt dog ikke meget gehør. Derimod medvirkede hadpropagandaen imod allierede "terrorflyvere' til at svejse bybefolkningen, der led under de allierede bombeangreb, sammen i et 'offerfællesskab', som var med til at forstærke nazismens greb om tyskerne og overlevede Det tredje Riges fald. Sent i krigen blev propagandaen mere og mere præget af fantasifulde løfter om, at nye vidundervåben ville vende krigens gang i 11. time og skaffe Tyskland den endelige sejr.

Goebbels optrådte ofte offentligt i Hitlers sted. Mens Hitler i løbet af krigen mere og mere skyede offentligheden, besøgte Goebbels tyskere der blev ramt af den allierede luftkrig og søgte at opmuntre dem. Efter det mislykkede attentat på Hitler 20. juli 1944, siden kaldet 20. juli-sammensværgelsen, blev Goebbels udnævnt til befuldmægtiget for den samlede krigsindsats. Han stod i spidsen for forsvaret af Berlin, og i sit testamente udnævnte Hitler ham til sin efterfølger som rigskansler, men uden magt og rige blev det en yderst kortvarig funktion. Efter Hitlers selvmord den 30. april 1945 lod Goebbels i strid med sandheden tyskerne vide, at deres Fører var død i "heltemodig kamp" mod bolsjevismen.

Kort efter Hitlers død begik Joseph Goebbels selvmord sammen med sin kone, Magda; forinden havde de ladet deres seks børn forgive.

Joseph Goebbels var en flittig skribent og fik bl.a. udgivet den selvbiografisk prægede roman Michael (1929) og artikelsamlingen Kampf um Berlin (1932). Hans omfattende dagbøger for årene 1923-1945, dikteret til skiftende sekretærer, var tænkt som en slags samlet fremstilling af det nazistiske Tysklands udvikling med alenlange redegørelser for militære og poliiske forhold. De er 1993-2008 blevet udgivet i 29 bind.

• nationalsocialisme
• NSDAP
• propaganda
• Tysklands historie fra 1933
• nationalsocialistisk kulturpolitik