Joseph Goebbels voksede op i et katolsk småborgerhjem i Rhinlandet. Medfødt var en klumpfod der gav ham mindeværskomplekser og betød, at han ikke deltog i første verdenskrig. Han studerede germanistik og filosofi og blev i 1922 dr.phil. (svarende til nutidens ph.d.) på en afhandling med et litteraturvidenskabeligt emne, det romantiske drama. Han søgte forgæves at få arbejde som journalist. Da Nazistpartiet, NSDAP, genopstod i 1925, meldte han sig straks ind. Han kom til at spille en rolle i Gau Rheinland-Nord og redigerede magasinet Nationalsozialistische Briefe (Nationalsocialistiske Breve).
I begyndelsen tilhørte han partiets venstrefløj, ledet af brødrene Gregor og Otto Strasser, der forsøgte at forbinde ekstrem nationalisme og antisemitisme med en vis kapitalismekritik og et socialt program. Sine forbehold overfor den i hans øjne mere reaktionære og højreorienterede Adolf Hitler opgav han dog hurtigt. Allerede fra 1926 af var Goebbels en af Hitlers nærmeste kampfæller og beundrede sin 'fører' næsegrus med en nærmest erotisk betagelse.
I 1926 blev Goebbels sendt som Gauleiter til Berlin, hvor det Bayern-baserede NSDAP stod svagt. Han var stærkt medvirkende til at udvikle den aggressive propaganda og spektakulære politiske stil, som gjorde NSDAP synligt i det ellers "røde" Berlin. I 1928 blev Goebbels valgt ind i Rigsdagen og fik dermed politisk immunitet. Året efter blev han udpeget til partiets rigspropagandaleder, men lå dog længe i konkurrence med Alfred Rosenberg om udformningen af den nazistiske ideologi. Goebbels redigerede også den nazistiske avis Der Angriff (Angrebet). Hans dynamiske politiske stil og hadbaserede agitation kom til at præge nazisternes kamp mod Weimarsystemet og indbragte ham hyppige sagsanlæg for injurier.
Efter nazisternes succes ved valget til Rigsdagen i september 1930 skulle Goebbels i slutningen af november have været til København for at tale i Studenterforeningen. Københavns politimester Aage Fabricius-Hansen forbød ham dog at tale, angiveligt af frygt for kommunistiske demonstrationer. Så Goebbels besøgte aldrig Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.