Felix Bloch

Felix Bloch var ud af en jødisk familie. Han voksede op og studerede fysik i Zürich i Schweiz under blandt andre Erwin Schrödinger og senere i Leipzig i Tyskland under Werner Heisenberg. Blochs doktorafhandling fra 1928 omhandlede kvanteteorien for elektroners bevægelse i faste stoffer (Blochs sætning), og han kunne dermed forklare metallers elektriske ledningsevne (se konduktivitet).

De efterfølgende år arbejdede Bloch sammen med blandt andre Wolfgang Pauli i Zürich, Hendrik Kramers i Holland, Heisenberg i Leipzig, hvor Bloch udviklede en teori for ferromagnetisme (Bloch-væggen), Niels Bohr i København og Enrico Fermi i Rom. Bloch fik en stilling som underviser i Leipzig i 1932, men da Hitler kom til magten i 1933, forlod han Tyskland.

Året efter emigrerede han til USA, hvor han blev professor på Stanford University i Californien. Samme år, 1934, udviklede han en metode til polarisering af neutroner. Med den metode målte han i 1939, sammen med Luis Alvarez, neutronens magnetiske moment.

Under 2. Verdenskrig arbejdede Bloch kortvarigt med atombombeprojektet i Los Alamos, men han lod sig hurtigt overflytte til radarprojektet ved Harvard University, hvor man udviklede modforholdsregler mod fjendens radar. Den viden han her opnåede om moderne elektronik, kombinerede han i 1945 med sin viden om neutronens magnetiske egenskaber til at udvikle den kernemagnetiske resonansteknik (NMR), som han senere fik Nobelprisen for.

I 1946 udviklede Bloch en teori for hvordan atomkerners magnetiske moment ændres med tiden (Bloch-ligninger).

I 1954-1955 var Bloch den første generaldirektør for CERN.

• Blochs sætning
• Bloch-ligninger
• modtagere af Nobelprisen i fysik