Ved Stensbyforliget 1238 måtte Den Tyske Orden igen overlade de nordlige estiske provinser til den danske konge. I de følgende årtier udbyggede de danske konger og deres repræsentanter i Estland administrationen af Dansk Estland og tildelte de kongelige vasaller feudale rettigheder efter tysk mønster, der til gengæld opkrævede skatter, udøvede domsmyndighed og ledede hertugdømmets miltære styrker i tilfælde af konflikt.
Den øgede handel på de russiske markeder betød et økonomisk opsving, og især byen Reval nød godt af enkedronning Margrete Sambirias bevågenhed, efter at hun i 1266 de facto havde overtaget styret over Estland. Hun udstedte omfattende privilegier til byen, støttede dens købmænd og garanterede for byens mønt og vægt.
Politisk var det danske herredømme over det nordlige Estland i høj grad afhængig af et tæt samarbejde med Den Tyske Orden. Et angreb fra flere russiske fyrster på Dansk Estland i 1268-1269 blev slået tilbage af en koalition af de kongelige danske vasaller, biskoppen af Dorpat (Tartu) og Den Tyske Ordens styrker. I den efterfølgende fredsslutning blev det fastslået, at floden Narvas løb skulle bestemme den østlige grænse for Dansk Estland.
Konflikterne med nabofyrstedømmerne Novgorod og Pskov fortsatte dog i de efterfølgende årtier og medførte i løbet af 1300-tallets første årtier flere gange indfald fra fjendtlige styrker i Dansk Estland, således i 1323-1324 og 1341-1343.
En omfattende bondeopstand 1343-1345 i den danske del af Estland blev slået ned af Den Tyske Ordens styrker, men Ordenen satte sig fast i området, hvorpå Valdemar 4. Atterdag, der ikke kunne afse de nødvendige ressourcer til at genvinde kontrollen over området, i stedet så sig nødsaget til at sælge sin del af Estland til Den Tyske Orden i 1346.
I de følgende to århundreder søgte de danske konger i flere omgange at genvinde kontrollen over den del af Estland, der tidligere var dansk, uden at disse bestræbelser i sidste ende bar frugt. Også fra svensk side forsøgte man gentagne gange i løbet af 1400- og 1500-tallet at vinde indflydelse i regionen, hvilket den danske konge søgte at modarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.