Estlands historie i middelalderen

I 1208 foretog korsfarere sammen med den tyske Sværdridderorden og en dansk hær et første mislykket fremstød fra Livland mod estisk område. Det var herunder, at en kilde nævner Dannebrogs fald fra himlen, da den danske hær var i krise. Senere blev denne historie knyttet til Slaget ved Lyndanise i 1219. I 1217 sendte Valdemar 2. Sejr en hær til Estland for at redde den tyske mission blandt esterne, og i 1219 kom så det store danske angreb, der indebar, at den nordlige del af Estland kom under den danske konge og kirke.

I årene efter Valdemar Sejrs tilfangetagelse i 1223 blev danskerne i første omgang fordrevet fra Estland, der efter erobringen af Øsel (Saaremaa) i 1227 deltes mellem Sværdridderordenen og bisperne i Dorpat (Tartu) og Øsel-Wiek (Saare-Lääne). Efter et alvorligt nederlag til litauerne blev Sværdridderordenen i 1237 indlemmet i Den Tyske Orden.

Ved Stensbyforliget 1238 måtte Den Tyske Orden igen overlade de nordlige estiske provinser til den danske konge. I de følgende årtier udbyggede de danske konger og deres repræsentanter i Estland administrationen af Dansk Estland og tildelte de kongelige vasaller feudale rettigheder efter tysk mønster, der til gengæld opkrævede skatter, udøvede domsmyndighed og ledede hertugdømmets miltære styrker i tilfælde af konflikt.

Den øgede handel på de russiske markeder betød et økonomisk opsving, og især byen Reval nød godt af enkedronning Margrete Sambirias bevågenhed, efter at hun i 1266 de facto havde overtaget styret over Estland. Hun udstedte omfattende privilegier til byen, støttede dens købmænd og garanterede for byens mønt og vægt.

Politisk var det danske herredømme over det nordlige Estland i høj grad afhængig af et tæt samarbejde med Den Tyske Orden. Et angreb fra flere russiske fyrster på Dansk Estland i 1268-1269 blev slået tilbage af en koalition af de kongelige danske vasaller, biskoppen af Dorpat (Tartu) og Den Tyske Ordens styrker. I den efterfølgende fredsslutning blev det fastslået, at floden Narvas løb skulle bestemme den østlige grænse for Dansk Estland.

Konflikterne med nabofyrstedømmerne Novgorod og Pskov fortsatte dog i de efterfølgende årtier og medførte i løbet af 1300-tallets første årtier flere gange indfald fra fjendtlige styrker i Dansk Estland, således i 1323-1324 og 1341-1343.

En omfattende bondeopstand 1343-1345 i den danske del af Estland blev slået ned af Den Tyske Ordens styrker, men Ordenen satte sig fast i området, hvorpå Valdemar 4. Atterdag, der ikke kunne afse de nødvendige ressourcer til at genvinde kontrollen over området, i stedet så sig nødsaget til at sælge sin del af Estland til Den Tyske Orden i 1346.

I de følgende to århundreder søgte de danske konger i flere omgange at genvinde kontrollen over den del af Estland, der tidligere var dansk, uden at disse bestræbelser i sidste ende bar frugt. Også fra svensk side forsøgte man gentagne gange i løbet af 1400- og 1500-tallet at vinde indflydelse i regionen, hvilket den danske konge søgte at modarbejde.

Mens der før erobringen ikke fandtes nogen byer i området, blev sådanne grundlagt fra og med 1200-tallet, f.eks. Dorpat (Tartu), Pernau (Pärnu) og Reval (Tallinn) ved hjælp af indvandrere fra det tyske sprogområde. Flere af disse byer blev hansestæder. Her udviklede der sig en bykultur, som man kendte den fra Nordtyskland, blot udgjorde esterne de lavere og nogle af de mellemste lag af befolkningen.

På landet etablerede primært tyske adelsmænd sig som godsejere. I det dansk kontrollerede Estland bestod adelen i anden halvdel af 1200-tallet af over 80 % tyskere, mens kun omkring 10 % var danske og omkring 5 % var indfødte estere, der havde tilpasset sig erobrernes kultur og var blevet germaniseret. De estiske bønder var som regel livegne, de estiske byborgere frie. Til kystområderne indvandrede svenskere, der også forblev frie.

Estlands videre historie behandles i artiklen Estlands historie fra Reformationen til 1850.

• Den Tyske Orden
• Stensbyforliget
• Øsel
• Estlands historie fra Reformationen til 1850
• Estlands historie efter 1850
• Estlands forhistorie