Namibias historie

Kort over Namibia

Namibias historie har gået gennem flere adskilte faser indtil landet blev selvstændigt 21. marts 1990. Før uafhængigheden var området fra 1884 til 1915 en tysk koloni med navnet Tysk Sydvest-Afrika. Senere blev Sydvest-Afrika administreret af Sydafrika, fra 1920 som Folkeforbundets mandatområde, i 1946 forkastede Sydafrika at overføre mandatet som FN tilsynsområde og da FN's generalforsamling i 1966 inddrog mandatet, svarede Sydafrika med fortsat okkupation. Navnet Namibia blev vedtaget af FN i 1968.

Tidlig historie frem til 1800-tallet

Buskmænd i Namibia

De første spor efter mennesker i nutidens Namibia er over 25.000 år gamle, og er hulemalerier i bjergene mod syd. Hele det sydlige Afrika regnes for at have været beboet af Sanfolket, der var jægere og samlere. De blev gradvis fortrængte af andre folkegrupper, først Namafolket, der drev kvæg i syd. Senere kom Damara-folket, der holdt kvæghold, drev jagt og udvinding af kobber.

Omkring 1300-tallet kom der Bantu-sproglige folkgrupper fra nord, det kvægdrivende Hererofolk og de jordbrugende Ovambo- og kavango-folkene, der etablerede flere statsdannelser.

Fra 1670'erne udforskede boere af europæisk afstamning dele af Namibia, og i 1790 slog de sig ned som handelsmænd og bosættere. Orlamfolket kom sydfra tidligt i 1800-tallet og etablerede en statsdannelse omkring Windhoek. Blandt de sidste af grupperne, der kom var Basterne, en gruppe, der blev set på som adskilt fra både den hvide og sorte befolkning. Disse indvandringshistorier står som eksempler på den egenart, der opstod fra Sydafrika under apartheid-regimet.

Tysk kolonisering

Portræt af den tyske general Lothar von Trotha, ca. 1905.

Se også: Tysk Sydvestafrika.

Den ugæstmilde Namibørkenen var en formidabel barriere for europæisk udforskning frem til sent i det 18. århundrede, da rejsende, handelsmænd, jægere og missionærer udforskede området. I 1878 annekterede Storbritannien Walvis Bay på vegne af Kappkolonien. I 1883 krævede en tysk handelsmand, Adolf Lüderitz, resten af kystregionen efter forhandlinger med en lokal høvding. Efter forhandlinger med Storbritannien annekterede Tyskland kystregionen, udenom Walvis Bay. Året efter anerkendte Storbritannien landet inden for indtil 20° øst som tysk indflydelsessfære. En region, Caprivi-striben, blev del af Tysk Sydvest-Afrika efter en aftale indgået 1. juli 1890 mellem Storbritannien og Tyskland. Tyskland fik Caprivistriben, der gav adgang til Zambezifloden og derfra til tyske kolonier i Østafrika og øen Helgoland i Nordsøen, mens briterne fik frie hænder over øen Zanzibar i Østafrika i bytte.

Folkemord

Uddybende artikel: Folkedrabet på Herero- og Namaquafolkene

Den tyske kolonimagt blev konsolideret ved magt og «beskyttelsesaftaler». Den hurtige tilegnelse af kvæg og gode græsgange, en i praksis manglende beskyttelse for ikke-hvide afrikanere, kulminerede i Herero og Namaqua-folkemordet i 1904–08. Under krigene omkom et ukendt antal hereroer, mindst 60.000, måske så meget som 75 % af denne befolkningsgruppe og tæt på halvandet tusind hvide. Sydafrika okkuperede den tyske koloni Sydvest-Afrika (tysk: Deutsch-Südwestafrika) i 1915 efter Felttoget i Sydvestafrika under første verdenskrig.

Sydafrikansk administration og okkupation

17. december 1920 påtog Sydafrika sig administrationen af Sydvestafrika under betingelserne i artikel 22 i konventionen til Folkeforbundet og en mandataftale med Folkeforbundsrådet. Mandataftalen gav Sydafrika fuld kontrol over administrationen og lovgivningen over territoriet. Den krævede, at Sydafrika fremmede materielle og moralske gode forhold og folkets sociale fremgang.

Efter anden verdenskrig

Da Folkeforbundet blev erstattet af FN i 1946, nægtede Sydafrika at overlevere sit mandat for at blive erstattet af en FN-aftale, der krævede større international overvågning af territoriets administration. Selvom den sydafrikanske regering ønskede at indlemme området i sit territorium, gjorde den aldrig det formelt, men området blev administreret som en de facto femte provins, hvor den hvide minoritet var repræsenteret i Syd-Afrikas parlament, som kun var for hvide.

Eftersom de europæiske magter indrømmede sine kolonier og territorier i Afrika uafhængighed i 1960'erne, steg presset på Sydafrika for at gøre det samme i Namibia. FN-forsamlingen trak Sydafrikas mandat tilbage, efter at den internationale domstol i 1966 forkastede en klage fremført af Etiopien og Liberia mod Sydafrikas fortsatte tilstedeværelse i territoriet.

Der blev etableret Bantustaner ("hjemlande") i Namibia som led i Sydafrikas apartheidpolitik. Det var lokalstyrede områder hvor sorte skulle udøve sine rettigheder, og dermed mistede statsborgerlige rettigheder i det hvide Sydvestafrika. Odendaal-rapporten i 1963 godkendte 11 den slags etniske nationer, der skulle fremmes med hvert sit "hjemland", fra 1968 blev systemet implementeret til trods for internationale protester: Det var Namaland og Rehoboth i syd. I nordvest var der Damaralad, Kaokoland og Ovamboland. I nordøst var der Øst- og Vest-Hereroland, Tswanaland, Bushmanland, Kavangoland og Øst-Caprivi. Bantustanerne blev opløst ved selvstændigheden, og der blev i stedet betonet en inddeling efter naturgivede og demografiske forhold i stedet for etnisk tilhørsforhold.

Den namibiske uafhængighedskrig

Fra 1950'erne og frem opstod der organiseret modstand mod det sydafrikanske styre.

I 1966 indledte SWAPO deres guerillaangreb på Sydafrika og infiltrerede territoriet fra baser i Zambia. Denne guerillakrig varede til 1988 og kan betegnes som den namibiske uafhængighedskrig ^(en). Efter at Angola blev uafhængig i 1975, etablerede SWAPO baser i den sydlige del af landet. Fjendtlighederne blev intensiverede i løbet af årene, særligt i Ovamboland.

Den internationale domstol opretholdte, i en rådgivende vurdering i 1971, FNs autoritet over Namibia. De fastslog dermed, at den sydafrikanske tilstedeværelse i Namibia var ulovlig, og at Sydafrika dermed var forpligtet til straks at tilbagetrække sin administration. Domstolen rådgav også medlemslandene i FN om at afstå fra at anerkende eller give assistance til den sydafrikanske tilstedeværelse.

Internationalt pres for uafhængighed

De vestlige medlemmer i FNs sikkerhedsråd, inklusiv Canada, Frankrig, Vesttyskland, Storbritannien og USA (kendt som den vestlige kontaktgruppe), igangsatte i 1977 et fælles diplomatisk forsøg på at opnå en internationalt acceptabel overgang til uafhængighed for Namibia. Dette førte i april 1978 til fremlæggelsen af sikkerhedsrådets resolution 435 for at løse det namibiske problem. Forslaget, kendt som FN-planen, blev udarbejdet efter lange konsultationer med Sydafrika og den vestlige kontaktgruppe. Den krævede valg i Namibia under FNs overopsyn og kontrol, afslutning af fjendtligheder fra alle parter og restriktioner på aktiviteterne fra det sydafrikanske og namibiske militær, paramilitæret og politiet.

Sydafrika indvilligede i at samarbejde om gennemførelsen af resolution 435. Alligevel blev der holdt valg i Namibia i december 1978 som trodsede FN og som blev boykottet af SWAPO og nogle få andre politiske partier. Sydafrika fortsatte med at administrere Namibia gennem sin indsatte multiracekoalition. Forhandlinger efter 1978 fokuserede på sager som overvågning af valg forbundet med indførelse af FN-planen.

Forhandlinger og overgang

I perioden 1966–88 blev der udnævnt syv FN-kommissærer for Namibia. Sydafrika nægtede at anerkende nogen af disse. Diskussionerne fortsatte og FNs femte kommissionær for Namibia, Martti Ahtisaari, spillede en nøglerolle i arbejdet med at få fronlinjestatene, SWAPO og den vestlige kontaktgruppe til at blive enige om grundlovsprincipperne i 1982. Denne aftale skabte rammeværket for Namibias demokratiske grundlov.

Den amerikanske regerings rolle som mægler var omstridt i hele perioden. Et eksempel var de intense forsøg i 1984 på at få tilbagetrukket de sydafrikanske forsvarsstyrker fra det sydlige Angola. Den såkaldte konstruktive involvering af amerikanske diplomatiske interesser blev betragtet negativt af dem som støttede internationalt anerkendt uafhængighed. Andre så den amerikanske politik som forsøg på at dæmme op for sovjetisk-cubansk indflydelse i Angola og forbandt dette med spørgsmålet om uafhængighed for Namibia. Endvidere virkede det som om de amerikanske forsøg opmuntrede sydafrikanerne til at udsætte uafhængigheden, ved at tage initiativer, der ville holde sovjet-cubanerne i Angola, som at dominere store dele af det sydlige Angola militært, mens de samtidig gav surrogatstyrker til den angolanske oppositionsbevægelse UNITA.

Da udsigterne til namibisk uafhængighed så ud til at blive bedre i 1987, blev den syvende kommissær Bernt Carlsson udnævnt. Da Sydafrika opgav sin kontrol over Namibia, var kommissærens rolle at administrere landet, formulere et rammeværk for en grundlov og organisere frie og retfærdige valg baseret på universel stemmeret.

I maj 1988 mødtes et amerikansk mæglerteam ledet af Chester A. Crocker, den amerikanske assisterende statssekretær for afrikanske sager, forhandlere fra Angola, Cuba og Sydafrika og observatører fra Sovjetunionen, i London. karakteriserede De næste syv måneder var præget af intens diplomatiske manøvrer, mens parterne udarbejdede en aftale, der skulle skabe fred i regionen og gøre det muligt at gennemføre sikkerhedsrådets resolution 435 (UNSCR 435). 13. december 1988 gik Cuba, Sydafrika og Folkerepublikken Angola med til en total cubansk tilbagetrækning fra Angola. Denne aftale, kendt som Brazzaville-protokollen, etablerede en fælles observationskommission (JMC) med USA og Sovjetunionen som observatører, der skulle overvåge aftalens gennemførelse. En bilateral aftale mellem Cuba og Angola blev underskrevet ved FNs hovedkvarter i New York 21. december 1988. Samme dag blev der underskrevet en trepartsaftale mellem Angola, Cuba og Sydafrika hvor Sydafrika indvilligede at frasige sig kontrollen over Namibia i løbet af kort tid. Tragisk nok var Bernt Carlsson ikke til stede ved signeringsceremonien, da han blev dræbt på Pan Am 103 som eksploderede over Lockerbie i Skottland 21. december 1988, på vej fra London Heathrow Airport til JFK Airport, New York. Den sydafrikanske udenrigsminister Pik Botha og en mindre delegation på 22 skulle have rejst med det samme fly. Deres bestilling på Pan Am 103 blev imidlertid afbestilt i sidste minut, og Botha tog den tidligere Pan Am 101-afgang til New York.

FN-styret overgang

Indførelsen af UNSCR 435 startede officielt 1. april 1989 da Louis Pienaar, generaladministratoren for Namibia udnævnt af Sydafrika, igangsatte processen, der skulle gøre territoriet uafhængigt. Den foregående FN-kommisær og nu FNs særlige repræsentant Martti Ahtisaari ankom til Windhoek for at lede observationstjenesten i FNs assisterende overgangsgruppe (UNTAG).

Overgangen fik en vaklende start, fordi det blev påstået, at omkring 2000 væbnede medlemmer af folkets befrielseshær i Namibia (PLAN), SWAPOS militære gren, havde krydset grænsen fra Angola i det man antog var et forsøg på at etablere en militært tilstedeværelse i det nordlige Namibia. Dette til trods for skriftlige forsikringer fra SWAPO-præsident Sam Nujoma til FNs generalsekretær om at overholde våbenhvilen og kun bruge ubevæbnede namibiere. UNTAGs Ahtisaari fulgte råd fra den britiske statsminister Margaret Thatcher som samtidig besøgte det sydlige Afrika, om at autorisere en begrænset kontingent af sydafrikanske tropper til at bistå det sydvestafrikanske politi i arbejdet med at genetablere ro og orden. En periode med intense kampe fulgte, hvor 375 soldater fra PLAN blev dræbt. I et hastigt sammenkaldt møde i observationskomiteen i Mount Etjo, et reservat uden for Windhoek, blev man enige om at begrænse de sydafrikanske styrker til basen og sende PLAN-elementerne tilbage til Angola. Mens det problem blev løst, fortsatte mindre uroligheder i nord gennem overgangsperioden.

Den elleve måneder lange overgangsperiode forløb relativt glat. Politiske fanger fik amnesti, diskriminerende lovgivning blev fjernet, Sydafrika trak alle sine styrker tilbage fra Namibia og omkring 42.000 flygtninge vendte trygt og frivilligt tilbage under beskyttelse af FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Næsten 98% af de registrerede vælgerne deltog i valget af medlemmer til grundlovsforsamlingen. Valgene blev holdt i november 1989 og blev betegnet som frie og retfærdige af FNs specialrepræsentant Ahtisaari. SWAPO fik 57% af stemmerne, lidt mindre end de to tredjedele, der var nødvendigt for at have frie hænder i revideringen af rammeværket til grundloven, som var blevet formuleret af Louis Pienaar, generaladministratoren for Namibia udnævnt af Sydafrika. Den demokratiske Turnhalle-alliance fik 29% af stemmerne. Grundlovsforsamlingen holdt sit første møde 21. november 1989 og valgte enstemmigt at bruge grundlovsprincipperne fra 1982 i Namibias nye grundlov.

Uafhængighed

Windhoek

Inden for 9. februar 1990 havde grundlovsforsamlingen skrevet og vedtaget en grundlov. Uafhængighedsdagen 21. marts var med deltagelse af talrige internationale repræsentanter, inklusiv nøgleparterne, FNs generalsekretær og præsidenten i Sydafrika som sammen bekræftede formel namibisk uafhængighed. Sam Nujoma avlede ed som landets første præsident. Han trådte tilbage efter sin tredje periode i 2005, blev efterfulgt af Hifikepunye Pohamba og Hage Geingob som demokratisk valgte præsidenter, alle fra SWAPO.

Kystenklaven Walvis Bay og tolv øer blev 1. marts 1994 overført til Namibia fra Sydafrika. Dette var resultatet af tre års bilaterale forhandlinger mellem de to regeringer og etableringen af en overgangsautoritet (JAERNE) i november 1992 til at administrere det 780 km² store territorie. Den fredelige løsning af denne territorielle disput, der gik tilbage til 1878, blev lovprist af det internationale samfund, da den opfyldte bestemmelserne i FNs sikkerhedsråds resolution 432 (1978) som erklærede, at Walvis Bay skulle være en integreret del af Namibia.

Tidslinje

• 1488 – Den portugisiske opdagelsesrejsende Bartolomeu Dias passerer Namibia.

Tysk koloni (1884–1915)

• 1886–1890 – Nutidens internationale grænser bliver etableret efter aftale mellem Tyskland, Portugal og Storbritannien. Tyskland annekterer området som Tysk Sydvest-Afrika.
• 1892–1905 – Herero-opstanden

Sydafrikansk okkupation (1915–1990)

• 1915 – Sydafrika overtager territoriet under 1. verdenskrig.
• 1920 – Folkeforbundet giver Sydafrika mandat til at styre Sydvest-Afrika.
• 1933 – Folkforbundet forkaster indlemmelse i Sydafrikaunionen.
• 1946 – FN nægter igen Sydafrika at annektere Sydvest-Afrika. Sydafrika nægter så at placere Sydvest-Afrika under FN-kontrol.
• 1950 – Den internationale domstol konstaterede, at Sydafrika ikke var sendt til at styre Sydvest-Afrika som tilsynsområde.
• 1958 – Herman Toivo Ya Toivo og andre danner oppositionsgruppen Ovamboland People's Congress, som senere i 1960 bliver til «South West Africa People's Organisation» (SWAPO).
• 1961 – FN's generalforsamling vedtager, at Sydafrika skal afslutte sit mandat og få uafhængighed for Sydvest-Afrika som et mål.
• 1966 – SWAPO begynder væbnet modstand mod den sydafrikanske okkupation.
• 1968 – Sydvest-Afrika får officielt navnet Namibia af FN's generalforsamling.
• 1972 – FN's generalforsamling anerkender SWAPO som den «retmæssige repræsentant» for det naibiske folk.
• 1982 – 14. marts ca. 200 SWAPO-medlemmer bliver dræbt under et sydafrikansk angreb mod organisationens baser inde i nabolandet Angola.
• 1982 – 10. august Sydafrikanske styrker angriber SWAPO-styrker inde i det sydlige Angola.
• 1988 – Sydafrika indvilliger i uafhængighed for Namibia, i bytte for fjernelse af cubanske tropper i Angola.
• 1989 – FN-overvågede valg til et konstituerende parlament. SWAPO vinder valget.